Hvad er en DISC-analyse? Det spørgsmål får vi tit. Extended DISC-analyse har i årevis været det foretrukne testværktøj her hos Kongruens. Derfor har vi lavet denne lille guide, som giver svar på de mest almindelige spørgsmål.
Af direktør Anette Raaby, Kongruens
Hvad er Extended DISC-analyse
Extended DISC er en personlighedstest, som hjælper teams og organisationer med at forbedre deres indbyrdes samarbejde. Det er desuden velegnet ved rekruttering af nye medarbejdere, eller som værktøj, hvis et enkeltindivid, fx en leder eller medarbejder, har brug for indsigt i egen og andres adfærd; eksempelvis ved stress eller samarbejdsudfordringer med kolleger.
Analysesystemet bag Extended DISC bygger på viden fra den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung, som var grundlægger af analytisk psykologi.
Med en DISC-analyse lærer man at forstå sin egen og andres adfærd, kommunikationsstil og motivation. Derfor er det et meget brugt redskab, når teams skal blive bedre til at kommunikere, samarbejde og træffe beslutninger. Samtidig bruges DISC-analyse i stor stil ved rekruttering for at afdække, om en ansøger og en arbejdsplads er et godt match.
Helt konkret består en DISC-analyse af en række spørgsmål, som identificerer ledere og medarbejderes adfærd og personlige præferencer med afsæt i fire områder:
- Dominance
- Influence
- Steadiness
- Compliance
Hvert område står for en bestemt adfærdsstil, og en persons unikke DISC-profil kan bruges til at forstå, hvordan vedkommende typisk reagerer i bestemte situationer.
Forskellen mellem en Extended DISC-analyse og andre testsystemer
Hos Kongruens er både Anette Raaby og vores konsulenter certificeret i flere forskellige adfærdsprofiler, der hver især kommer i brug, afhængig af den enkelte situation.
Fx laver vi psykologiske evnetests ved rekruttering af topledere. Disse kan indeholde op til ni forskellige individuelle tests, som hver især måler et element af en persons evne til at tænke og drage konklusioner.
Det er dog Extended DISC-analyse, som vi oftest bruger. Ud fra vores mange års arbejde med organisationsudvikling ved vi, at analysen, ud fra sit teoretiske ståsted, går mere i dybden end tilsvarende testsystemer. Der er ganske enkelt flere nuancer med, og beregningerne bag er avancerede.
DISC-analyse med en systemisk tilgang
Man skal altid huske, at en DISC-analyse ikke er sandheden om en person, så den må ikke stå alene. Den giver et indblik, men skal ledsages af en personlig samtale, hvor vi sammen drøfter, hvordan testpersonen ser på sig selv.
Analysen viser en naturlig adfærd, men hvad er testpersonens adfærd, når han eller hun går på arbejde?
Hos Kongruens arbejder vi ud fra en systemisk tilgang. Det betyder, at vi ikke kun ser på det enkelte menneske; hele systemet omkring personen er relevant at vurdere.
Derfor ser vi også på, hvad omgivelserne inviterer til – fx på en arbejdsplads. Kan man udnytte sit potentiale netop her?
For når man træder ind i et nyt job, så skal man udfylde en plads. Det gør man dels via sine erfaringer, men også ved hjælp af de nye rammer, man nu skal være en del af.
På samme måde er etablerede teams, en del af et større system med dynamikker og mønstre. Selv om man har været længe på sin arbejdsplads, kan der opstå situationer, som virker ukendte og svære. Her kan en DISC-analyse hjælpe med nye indsigter, så den enkelte kommer til at trives bedre i systemet.
Indsigten er et fælles sprog for adfærd
Mange testpersoner bliver meget overraskede over, hvor præcis en DISC-analyse er. De får øje på egne styrker og udfordringer, bliver bevidste om, hvordan de motiveres og kan nu tydeligt se deres egen adfærd under pres.
Det giver et sprog for, hvorfor man gør, som man gør. En slags aha-oplevelse: ”Nååh, det er derfor, at jeg reagerer sådan og sådan”.
Sproget kan både bruges til at forstå sig selv og andre – og være et godt afsæt for samtaler med egen leder og kollegerne på arbejdspladsen.
Rekruttering med Extended DISC-analyse
I en rekrutteringsproces kan vi definere en idealprofil, som virksomheden gerne vil have. Men her bliver det også relevant, hvordan virksomheden er. For vil testpersonen trives eller få det svært i de rammer, som virksomheden tilbyder?
Med en DISC-analyse kan vi afdække den naturlige adfærd, og hvor meget man skal udfordre sig selv for at passe ind.
Men det er under samtalen at vi – som fagpersoner – kan have både testpersonens og virksomhedens briller på for at vurdere, om der er et match. Her kan en udfyldt test ikke stå alene. Vurderingen skal også omfatte det system, som vedkommende skal indgå i.
Organisations- og teamudvikling med Exended DISC-analyse
Udover at lave DISC-analyse på enkeltpersoner, laver vi hos Kongruens også mange analyser i teams. Det er en kæmpe fordel, at man i teams kan bruge hinandens styrker. Samtidig forstærkes fællesskabet – og dermed trivslen. Det fælles sprog betyder, at man ikke længere irriteres og frustreres over hinanden, eller føler sig kørt over. Pludselig forstår man, at nogle kolleger er hurtige og andre langsomme; at nogle er rationelt tænkende og andre reagerer på følelser. Ved at vide dette, kan vi bruge hinandens forskelligheder.
For summen af enkeltdele er altid større end den enkelte persons styrker. Vi bliver stærkere, når vi kender og bruger vores egne og andres styrker. Det skaber et udviklingsrum – både for individerne, teamet og den samlede organisation.
Mange teams oplever et forløb med DISC-analyse som en gave, fordi processen belyser et samspil, der ikke før har været sat ord på.
Styrker og udfordringer bliver synlige, og alle får et fælles billede af det system, som de sammen er en del af. Dermed kan man bedre se, hvad der er de næste bedste skridt for teamet at tage.
I Kongruens har vi arbejdet med Extended DISC-analyse siden 2003.