Danmarks Mentale Sundhedsdag gav Familieindsatsen Birkehuset fra Halsnæs Kommune en bedre indsigt i hinanden – til gavn for samarbejdet og teamets trivsel.

”Det startede med, at vi i personalegruppen ville gå på opdagelse i, hvem vi er som personer, og hvordan vi spiller hinanden gode,” fortæller Line Gry Simonsen, som er teamleder i Familieindsatsen Birkehuset; et tilbud for udsatte børn i Halsnæs kommune.

Familieindsatsen Birkehuset lavede derfor en aftale med Kongruens, som har ført til en ny måde at se hinanden på:

”Vi fik et større kendskab til os selv og vores egne mønstre – også i relation til kollegagruppen. Anette Raaby fra Kongruens er rigtig god til at italesætte, hvad der er på spil for den enkelte. Vi har lært at forstå, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Vi er bare forskellige som mennesker, og har lært at se individerne i teamet i et nyt lys.”

Lærerige øvelser med aha-oplevelser

”Da Velliv udbød støtte til Danmarks Mentale Sundhedsdag valgte vi at følge op på forløbet med en lækker dag for personalet. Kongruens havde klangskåle med, så vi kom ned i gear. Det gav en ro helt ind i nervesystemet. For det er hårdt at arbejde med børn, som har svære udfordringer. Derfor var det godt for os, at sundhedsdagen blev en blanding af afstresning og faglighed,” siger Line Gry Simonsen og fortæller, at Kongruens på forhånd havde lavet personlighedsprofiler på hele teamet, som der nu blev arbejdet videre med.

”Anette Raaby udsatte os for forskellige prøvelser, og i hendes smil kunne vi se, at hun vidste, hvad der ville ske. Ganske rigtigt: Vi sprang i med begge ben. Vores persontyper afgør jo, hvem der kommer til at trække sig i en øvelse, og hvem der fylder meget, bliver hektiske eller mister overblikket. Når vi presses, så springer vi direkte over i det, vi hver især er lavet af,” forklarer Line Gry Simonsen og fortsætter:

”Det hele blev så tydeligt. Fx læste en medarbejder stille og roligt et kort op. Hendes kollega tog næsten kortet fra hende i sin iver efter, at det skulle gå hurtigere. På et tidspunkt blev jeg også en del af øvelsen, og jeg endte med at gøre præcis det samme, som den ivrige medarbejder. Så nu var vi pludselig to, der pressede en rolig kollega. Nu, bagefter, griner vi sammen af det, men pludselig så vi jo også, hvor irriterende vi kan være.”

De to ivrige blev derefter bedt om at lave noget for sig selv, og hvad skete der mon så med den resterende gruppe?

Ingenting!

Gruppen manglede nemlig pludselig sine to ’startere’.

”Det blev tydeligt, at vi alle har en rolle i gruppen. Men vi lærte også, at vores adfærd har konsekvenser. Ikke kun kollegialt, men også for de børn, vi arbejder med,” siger Line Gry Simonsen og uddyber:
”Nogle gange ser vi sider af os selv, der ikke er særlig kønne. Jeg opdagede fx, at jeg i min iver kan komme til at overtage et barns leg. For nogen er det godt, for at legen kan blive til noget, men for andre vil det være demotiverende. Nu ved jeg, at jeg skal passe på med at være for styrende. Uanset om det gælder et barn eller en medarbejder, så skal vi huske at have fat i os selv, når vi arbejder med mennesker. Det er vores ansvar at spore os ind på, hvad der er det rette at gøre.”

Flere kompetencer sættes i spil

Line Gry Simonsen fik også værdifulde ledelsesredskaber med sig fra sundhedsdagen: ”Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg kan forvente, og jeg tænker mere over, hvordan jeg taler til den enkelte medarbejder. Det er ikke nok, at jeg siger, at noget skal gøres. Nu kan jeg se, hvem der skal sættes sammen for at opgaverne løses bedst muligt,” siger hun og fremhæver også, at hun og teamet har lært at bruge de enkeltes kompetencer så optimalt som muligt:

”Jeg er blevet bevidst om at uddelegere mere, og vi trives bedre under vores møder, fordi vi i højere grad anerkender hinanden og arbejder mere struktureret end før. Nogle er måske bedre mødeledere end mig, og andre gør det fantastisk som tidtager og referent. Vi er blevet mere tydelige hver især. Andre kan byde ind på det, som jeg ikke er så god til, fordi jeg kan sætte ord på, hvad jeg har brug for fra mine medarbejdere.

Der er ganske enkelt blevet højere til loftet på vores arbejdsplads,” fortæller Line Gry Simonsen, og medgiver, at det kan gøre lidt ondt at se på sig selv.

Nogle blev trykket på maven, og måtte se i øjnene, at de ikke altid handler hensigtsmæssigt. Men sundhedsdagen blev alligevel rigtig god for alle:

”Alt blev gjort med humor. Vores mønstre blev tydelige med øvelserne, og den nye viden var bagefter let at overføre til hverdagen. Vi er blevet mere ærlige. Vi peger ikke fingre, men forstår at sætte styrker i spil og hente hjælp hos kolleger, der kan noget andet end os selv. Vi fik en indsigt, som vi ikke selv kunne have fået på egen hånd.”

Læs mere her om Trivsel.

Danmarks Mentale Sundhedsdag – uge 41

Mental Sundhed og trivsel

Velliv Foreningen opfordrer alle danske arbejdspladser til at søge 10.000 kr. til et event om mental sundhed – så måske skal I også gøre det?

Læs her hvordan vi kan hjælpe dig.

Eventet skal foregå i regi af arbejdspladsen og skabe samtale og læring om mental sundhed i arbejdslivet.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev herunder:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv månedligt opdateret på nye spændende arrangementer, nyheder om systemisk ledelses- og organisationsudvikling og information om relevante emner.

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, får du tilsendt første kapitel af bogen Spørgsmål der Flytter med. Samtidig modtager du ”Sådan siger du pænt farvel” - en guide til afskedigelse i krisetider.

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!