Disse års mange kriser skal løses af modige ledere. Dem, som tør sætte sig sammen og skabe en ny tid, hvor teknologi og empati går hånd i hånd. Kongruens har interviewet lektor i innovation og forandringsledelse Michael Nørager om, hvordan vi kan bruge teoretikeren Hartmut Rosa til at udvikle sunde organisationer, som gør en positiv forskel.
Af direktør Anette Raaby, Kongruens
Travlhed, stress, mistrivsel, angst… Lederjobbet er i disse år fyldt med tunge ord. Hvis lederen ikke selv rammes af dem, så gør de ansatte det sikkert. ’Det er samfundets skyld’ – helt bogstaveligt. For vi lever i en tid, hvor håbet har trange kår. Netop derfor mister vi troen på, at vores situation kan ændres.
”Tidligere generationer troede på, at de fik det bedre end forældrene. For første gang ser vi tegn på en håbløshed; en manglende tro på, at tingene vil blive bedre,” siger lektor, ph.d. Michael Nørager fra Institut for Forretningsudvikling og Teknologi på Aarhus Universitet. Kongruens har talt med ham som en del af vores serie om resonans, inspireret af den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa.
Nøragers indsigt i både ledelse og Hartmut Rosa kan forklare os, hvordan det er at være leder i disse år, og hvordan vi kan lykkes i en svær tid
Fremgang er vendt til trusler
Ifølge Rosa er resonans et betydningsfuldt øjeblik i mødet mellem hverdagen og det ukontrollerbare. Alt ægte opstår lige dér, hvor der sker noget uventet, som vi kan mærke indeni.
Michael Nørgaard giver et eksempel:
”Hvis jeg kigger ud ad vinduet juleaften, og det pludselig begynder at sne, så falder alt på plads for mig. Hvis jeg i stedet ser en sne-kanon, så er der ikke noget ved det. Jeg kan ikke selv få det til at sne, og netop derfor er sneen noget særligt.”
Sne-kanonen er et billede på vores mange teknologiske muligheder, der måske nok kan noget – men ikke kan skabe resonans. Tværtimod åbner teknologi ofte for ligegyldighed eller aggression.
”Resonans handler både om acceleration og aggression. I sine første bøger forklarer Rosa, at vi er nødt til at være aggressive, hvis vi skal opretholde velfærdssamfundet. At vi skal handle hurtigt for at skabe økonomisk vækst og følge den teknologiske udvikling og innovation. Hvis vi ikke bliver hurtigere, bedre og mere kreative, så har vi et problem,” forklarer Nørager, som mener, at Rosa i sit forfatterskab har gennemgået en interessant udvikling:
”Rosa siger, at vi har udviklet os i de seneste 300 år ved at handle hurtigt og aggressivt. Men pludselig går det op for ham, at der er sket et skifte. I de første 280 år var der knyttet et håb til alle vores anstrengelser. Vi arbejdede hen mod at få det bedre. Men i de seneste 20 år er håbet ændret til en trussel om, at hvis vi ikke ændrer os hurtigt, så forfalder alle samfundsværdierne,” forklarer Nørager, og peger på, at alt det, vi har udviklet, nu vakler under os. Sundhedssystemernes nedbrud, amok-løbende renter og lukning af kulturinstitutioner er eksempler på, at ’verden er af lave’ i en grad, som tærer på tillid og håb.
Sundhedssystemernes nedbrud, amok-løbende renter og lukning af kulturstitutioner er eksempler på,
at ‘verden er af lave’ i en grad, som tærer på tillid og håb
Vi undgår andre mennesker – og mistrives
Rosa´s bog fra 2021, ”Det ukontrollerbare”, er en erkendelse af, at noget nyt er på færde. At al den aggression og acceleration, som i 280 år pressede velstand og bedre forhold frem, nu pludselig er fremmedgørende og ødelæggende.
”Udviklingen har gjort mennesker reserverede. Musik eller podcast i ørene og øjnene rettet mod en skærm. Vi sender signaler til omverdenen om, at vi ikke vil have noget med andre at gøre. Teknologien har vænnet os til at have kontrol i en grad, så vi nu kun er trygge ved det, vi selv har styr på,” siger Michael Nørager og uddyber:
”Tiden er præget af, at vi ikke rykker sammen. Vi lever i isolation og aversion mod andre. Vi mødes ikke så meget, og ensomheden blomstrer. Når man går på gaden, har man oplevelsen af, at mennesker kigger lige igennem en. Der er ingen kontakt. Ingen invitation til samtale – enhver passer sig selv.”
Ifølge Rosa er resonans svaret på tidens udfordringer, og han kalder sin nye indsigt for en verdensrevolution, fordi det er altafgørende for samfundets fortsatte udvikling, at mennesker genskaber relationerne til hinanden.
”Rosa mener, at vi skal turde at lade os påvirke og åbne op for verden omkring os. Lande i situationer med gåsehud og wauw-udbrud. For så vil der ske en forvandling med os, som vi ikke ellers kan opnå. Vi udvikler os kun ved at gå i interaktion med det uforudsigelige,” siger Michael Nørager og peger på, at stress, psykiske ubalancer og sammenbrud har at gøre med, at mennesker oplever al for lidt resonans.
”Vi ved ikke, hvad vi savner. Rosa´s pointe er, at resonans gør os i stand til at knytte det håb for fremtiden, som mange mennesker har mistet. Vi skal være mere ydmyge og åbne for det, vi ikke kan kontrollere og udregne på forhånd,” forklarer Michael Nørager og funderer over, om resonans kan løse tidens massive mistrivsel:
”Vi leder efter løsninger på noget, som vi ikke ved, hvad er. Måske er resonans svaret på vores søgen?”
Ønskes: Flere modige ledere
Ledere i travle organisationer kan bruge Hartmut Rosa til at blive mere bevidste om, hvordan de ændrer et vakkelvornt system.
For ledelse er funderet i Rosa´s accelerationsteori. Lederne navigerer i et miljø, hvor der skal vækstes og udvikles – og med en permanent trussel lige under overfladen: Hvis du ikke leverer resultater, så erstatter vi dig med en anden.
Det giver et stort pres i en udpræget travlhedskultur; et pres, som mange ledere egentlig godt kan se det absurde i:
”Vi er en af verdens mest veluddannede befolkninger, så lederne ved godt, at de er en del af noget uhensigtsmæssigt. Men de ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Der er en masse usikkerhed og tvivl om, hvad der foregår omkring os i disse år,” siger Michael Nørager og peger på, at tvivlen er med til, at folk ikke tør stå af hamsterhjulet. For de er bange for at miste det, de har.
”Men måske skulle de gøre det. Følge drømmen om at sige jobbet op og starte noget? Alt for mange nøjes med at drømme om et andet liv, men alligevel bliver de i det stressfyldte miljø. Så sidder man igen i køen mandag morgen – og ender måske til sidst i et nedbrud.”
Inden hele landets lederstab siger op, kan de dog overveje at tage Rosa´s indsigt til sig, mener Michael Nørager: ”Han inspirerer os til at omgås hinanden på en ny måde, fordi den klassiske har spillet fallit. Vi kan ikke længere skabe et godt liv på vores egne øde teknologi-øer. Derfor har vi brug for fortællinger om ukontrollerbare ledere. Nogen, som tør vise bestyrelser, medarbejdere og kunder noget uventet. Vi skal have ledere, der tør lede på alternative måder, frem for at bidrage til fremmedgørelse og isolation.”
Forandring skabes af grupper
Men hvad gør en leder i en rygende travl hverdag? Hvor organisationen ikke er lydhør for, at alting er blevet for meget?
”Jeg har i 30 år undervist rigtig mange ledere. Dem, der lykkes med omstilling, samler sig i en gruppe med andre, fordi de er inspireret af noget. Det bliver frustrerende at gå alene med håbet om forandring. Ingen ledere kan selv skabe den radikale udvikling, der er behov for. Derfor skal man sammen med andre beslutte, at nu gør vi noget andet, end der står i manualen,” fastslår Nørager, og drager en historisk parallel:
”Det er grupper af mennesker, som har ændret historiens gang. Det var sådan, at arbejder- og kvindebevægelserne fik luft under vingerne. Nogle satte sig sammen og ville gøre noget. Den megen stress og mistrivsel er et mulighedsrum, som kan vække håbet, energien og lysten til at deltage i sin egen fremtid. Resonansen opstår, når vi mærket suset ved sammen at skabe noget rigtigt.”
Vi skal finde hinanden
Michael Nørager er optimistisk og håbefuld. Han ser tegn på forandringer, der viser nye veje. Fx arbejder Aarhus Kommune med ’relationel velfærd’ med meget lovende tegn på mere velfærd for færre ressourcer. Interessen for at finde andre paradigmer end acceleration og ren bundlinje rører på sig.
”Vi skal dog ikke være naive. Erhvervslivet har fortsat fokus på konkurrence og acceleration. Sådan vil det være, for hjulene skal køre rundt. Derfor er det vigtigt, at vi forstår hinanden. Vi har en fælles forpligtelse til at finde koblinger mellem det nye og det gamle paradigme. Man kan sammenligne det med to spor på en motorvej. Lige nu kører vi ved siden af hinanden. Men vi skal finde et sted at flette sammen, så empati kan blive en del af løsningen på verdens mange kriser – og teknologiens muligheder. Innovation opstår, når vi kombinerer forskellige systemer og metoder. Hvis vi skaber resonans, ved at turde åbne os mod hinanden, kan der forløses et kæmpe potentiale.”
Fællesskabet er bedst for individet
Michael Nørager nævner en undersøgelse om at leve et langt liv, uden skavanker. Mere end 300.000 respondenter lod fornuftige faktorer som kost, rygning og alkohol blive overhalet af ’Relationer’. Kvaliteten af deltagernes relationer var udslagsgivende for det lange, gode liv.
”Bevidstheden om, at der er nogen, som hjælper mig, hvis jeg rammes af nedture, er ekstrem værdifuld. Det giver en ro og tryghed, som igen giver modstandskraft i en grad, så jeg måske slet ikke får brug for hjælpen. Følelsen af at have stærke relationer skaber sundhed i sig selv,” forklarer Michael Nørager.
Det er enkelt og ligetil, og handler i bund og grund om dannelse: At vi skal dygtiggøre os på en måde, som kommer fællesskabet til gode. Den tankegang har vi fjernet os fra, men hvis vi finder frem til den igen, vil mange problemer med stress og mistrivsel løse sig selv:
”Forskning viser med andre ord, at vi bør styrke relationer på alle niveauer af samfundet. Min egen egoistiske interesse er bedst varetaget i fællesskabet, og jeg kan aldrig få det bedre end summen af de mennesker, som er rundt omkring mig.”
Michael Nørager
Michael Nørager er lektor i innovation og forandringsledelse på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus Universitet. Han forsvarede sin ph.d. i 2009 bl.a. efter et ophold på Auckland University i New Zealand.
Michael har arbejdet med forskning, undervisning, foredrag og praktisk udvikling af mennesker og organisationer siden sin ansættelse på Aarhus Universitet i 2000.
Vi har tidligere udgivet en blog med Michael Nørager. Læs med her.
Bog af Hartmus Rosa: Det ukontrollerbare
På mindre end 100 sider forklarer Hartmut Rosa sin teori om resonans, og hvilke konsekvenser det moderne samfunds higen efter kontrol har for menneskets væren.
Læs den – og få et inspirerende perspektiv på udviklingen.