Svend var inviteret med til mødet som ”en udefra, der kunne se på det hele med friske øjne”. Han sad og lyttede intenst til Line og Søren, og fik efterhånden dannet sig et indtryk af, at den nye digitale platform, som skulle effektivisere kunderejsen markant, var på vej til at blive erklæret en eklatant fiasko. ”Endnu en mislykket implementering” blev der allerede hvisket rundt om kaffeautomaten.

 ”Vi har jo både holdt lokale træningsmøder og lavet en virkelig god temaside på intranettet, men det er som om der stadig ikke rigtig sker noget…” Line’s stemme knækkede svagt, og hun sad med røde kinder og åndedrættet oppe i halsen. Hendes leder Søren afbrød: ”Ja, vi har sågar sendt mails til allesammen, så hvorfor gør de ikke, som vi siger? Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvor svært kan det være?”

Det var tydeligvis ikke første gang, at disse meninger blev udvekslet, og igen var det som om dialogen døde ud her. På en uforklarlig måde var det ligesom om den visnede.

Implementering starter med en god idé

Det stod ret hurtigt klart for Svend, hvor han skulle rette fokus. Her var endnu en virksomhed, som sled, stræbte og virkelig gjorde sig umage. En virksomhed som de fleste med masser af kompetente medarbejdere i alle funktioner – og en virksomhed med flere kuldsejlede forandringsprojekter.

Svend sad stille lidt, og sagde så med klar og tydelig røst: ”Implementering starter i det øjeblik, nogen får en god idé! Længe før den første business case er skrevet, og længe før den første udviklingskrone er brugt!”

 ”Øhh, hvad mener du?”, spurgte Søren og kiggede over på Line. De sendte hinanden et indforstået, sigende blik. Hvem var det nu ovre i HR, der havde anbefalet Svend – fløj det gennem Line’s hoved. Line’s håndflader blev fugtige og hendes hjerte bankede i brystet på hende. ”Jeg forstod det sådan, at du ville komme med en række forslag til aktiviteter, som vi kunne iværksætte for at få medarbejderne til at forstå vigtigheden og nødvendigheden af at bruge den digitale og mere strukturerede kundeproces.”

Fokuserer I på det rigtige?

Svend kiggede venligt, men bestemt på Line: ”Er du – I sikre på, at mere af det samme vil løse jeres udfordring? Eller har I lyst til at undersøge, hvad der kunne ligge bag, at implementeringen ikke er lykkedes? At vi ser på, hvad det i virkeligheden kunne handle om?”

Inden mødet var slut, havde de planlagt en workshop, hvor repræsentanter fra forskellige funktioner skulle være med – og Svend havde lovet at komme med et oplæg på en dag, hvor han ville facilitere processen. Målet var at blive klogere på, hvorfor implementeringen gik så trægt.

Facilitering frisætter ikke-viden

Facilitering handler om at gøre noget lettere ved at stille sin faciliterings faglighed til rådighed. Fagligheden handler om at sikre rammer, form og fremdrift, som giver deltagerne mulighed for at have fuldt fokus og opmærksomhed på indholdet – temaet.

Facilitering handler også om at frigøre den viden, kreativitet og erfaring, som hver enkelt deltager kommer med, så vi samlet opnår den produktive og innovative tænkning samt synergi, der skal til for at bringe de rette løsninger og ideer i spil. Den gode idé ligger ofte i deltagernes ikke-bevidste viden. Det er også faciliteringen, som skal sikre, at fremdriften afrundes med en række konklusioner. Måske ikke de forventede eller planlagte, men dem der giver mest værdi og mening.

Ikke altid som forventet

Da den planlagte dag med 12 repræsentanter fra virksomheden var slut, måtte Søren indse, at han ikke havde fået den plan med nye implementeringsaktiviteter, som han havde håbet på. Til gengæld havde han fået noget andet. Og det var faktisk lidt overvældende, her på vej hjem i bilen efter en lang dag.

Han ringede til Svend, for at kvittere for dagen, og måske også for lige at få lidt sparring på det resultat af dagens arbejde, som de stod med. Der var kommet så mange nye informationer frem i løbet af dagen, rummet havde emmet af fortrolighed, og Søren havde hørt på argumenter og perspektiver omkring det nye kundesystem, som han havde hørt for første gang – mere end et år efter, at de havde startet udviklingen af det.

Måske handler det om noget helt andet

Han sukkede og sad med en blanding af frustration og lettelse over de ting, som var kommet frem i løbet af dagen. Måske havde de ikke fået lavet planen i dag, men det var nu ret indlysende, hvad der skulle til for at lykkes bedre. Og det handlede jo om noget helt, helt andet end flere systemvejledninger.

Svend svarede ikke på telefonen. Måske var det helt fint. Det ville være fint at sove på det hele. I morgen ville Søren invitere Svend og Line på et møde snarest muligt, så de kunne få talt mere om, hvad det var, Svend havde ment, da han sagde, at implementering starter, når nogen får en god idé. Søren havde nemlig lige fået en god idé, så nu ville han vide, hvad det havde med implementering at gøre…

Vil du vide mere om facilitering, send os en besked!

5 + 4 =